⭐⭐⭐⭐
Strindbergs glødende upstairs/downstairs drama fra 1800-tallet, fortolket med en moderne koreografs fornemmelse for følelser.
En fortættet handling, som dramaet i August Strindbergs Frk Julie fra 1888, er gefundenes fressen for en koreograf som Stephen Shropshire, der ikke alene er en mester udi samspillet mellem bevægelser og følelser, men også tør fortolke en klassiker, der sejrrigt har gået verden rundt som skuespil.
Handlingen i Strindbergs drama er i princippet simpel: Adelsfrøkenen Julie knalder husets tjener Jean i køkkenet, men fortryder, og tager sit eget liv i skam.
Men hvorfor søger Miss Julie sex i køkkenet, hvad er hendes egentlige dagsorden? Er det et overgreb fra overklassekvindens side, mod den stakkels tjener der ikke tør sige nej til sin arbejdsgiver? Eller griber den opportunistiske Jean chancen, for måske at stige i graderne ved at knalde med chefen? Og hvad med Jeans forlovede Christine, der forsøger at sove det væk i pigekammeret, mens den heftige upstairs/downstairs parringsdans udfolder sig i rummet ved siden af?
Stefanos Bizas danser med både styrke og kraft som tjeneren der øjner en chance, og Jeans forlovede Christine, bliver i hele sin underspillede karakter danset af Merete Hersvik, med en hengivenhed der kun findes i en karakter der har accepteret sit lod i livet. Begge dansere passer i deres forholdsvis simple koreografi til den 1800-tals musik der momentvis toner frem, hvorimod Jessica Lyall – som overklasseløget Julie – fremstår betydeligt mere klassisk i sine trin. En lille indbygget genialitet.
Stephen Shropshire har arbejdet intenst med de tre dansere Stefanos Bizas, Merete Hersvik og Jessica Lyall, og har bibeholdt hver et intenst moment fra prøverummet i forestillingen, som med en minimalistisk scenografi, og et i lange perioder fuldstændigt lydløst scenerum, tvinger publikum til at læse og forstå Shropshires koreografiske oversættelse af Strindbergs ord. Jeg havde Sceneblogs juniorreporter med, som med vilje ikke havde læst det oprindelige drama, og det er helt sikkert at der vil være stor forskel på hvordan ABOUT MISS JULIE vil blive opfattet, alt efter om man kender dramaet på forhånd eller ej. Men når man kender det, så er det en nydelse at se hvordan Shropshire lader danserne tale med deres dans. Jessica Lyalls Julie tager magten fra første moment, og igennem hele forestillingen bruger hun sin medfødte magt over tjenestefolkene til at få sin vilje, og med forestillingens absolut vigtigste fysiske element – en barre der symboliserer klasseforskellen – bliver Dansk Danseteaters fortolkning af det klassiske Strindberg drama en lille milepæl i remedieringens udvikling.
Foto: Søren Meisner