Anmeldelse af teatermenuen marts ’25 på restaurant Aamanns REPLIK i Skuespilhuset.

Så er lyset tilbage, og man kan igen nyde Inderhavnen med alle dens bølgetoppe, skrigende måger og havnebusserne i fuld fart mellem nord og syd – men også med muligheden for lige at hoppe af ved Nyhavn stoppestedet, hvor Skuespilhuset og restaurant Aamanns Replik ligger så flot.

Så det gjorde vi selvfølgelig, da vi skulle ind til premieren på BUNBURY på Store Scene, hvor den tyske instruktør Bastian Kraft efter sigende skulle have sat spot på nye vinkler i Oscar Wildes finurlige komedie. Men nok om det, for selvfølgelig skulle vi først forbi Aamanns Replik, til deres bud på den perfekte menu før forestillingen. Og udsigten over Inderhavnen – den er med i menuen.

REPLIKs menu for tiden er på fire serveringer: Appetizers, Ravioli, Braiseret svinenakke, og en rabarberkompot til dessert. Enkelt, godt, og serveret uden stress, men alligevel så effektivt afviklet, at man i god tid kan spankulere roligt og stille ind i salen før forestillingens start.

Første servering var et bræt med appetizers, der ud over brød, smør og hummus, både bød på pocheret laks, syltede grøntsager og et par gedigne Aranchini. Og da vi blev spurgt om hvad vi ønskede at drikke til menuen, og vi på Sceneblog altid svarer; Det, I synes passer bedst til menuen, så fik vi hurtigt et svingende glas Sancerre på bordet. Alban Roblins Sancerre fra Château la Rabotine var dermed den første af de tre vine på REPLIKs vinmenu, og den passede ikke bare rigtig fint til laksen, men også fortrinligt til de resterende appetizers i første servering.

Den pocherede laks lå afdæmpet i kærnemælkssaucen, der sammen med den markante smag af ramsløg og dild klædte laksen, som var skåret i store firkanter og dermed havde bevaret fugtigheden. Den lille skål med rå grøntsager derimod, var i bedste Giardiniera style syltede og rodede i serveringen, men hvad betyder det, når man får dem som snacks til et godt glas vin. På samme måde kunne man indvende at REPLIKs Aranchini var rigeligt store, men for dælen hvor var det en smuk oplevelse når man brød den sprøde skal, og duften af safran og Fyrtårnsost væltede ud på tallerkenen.

Efter vi havde indtaget vores snacks var det blevet tid til anden servering, en pastaret der blev serveret som deleret på et lille fad.

Pastaen var, som vi havde set frem til, en lækkert anrettet Ravioli med ricotta, der lå på spæde spinatblade. I sig selv en lækkerbisken, men den udslagsgivende stjernefaktor var det citrontimiansmør som satte prikken over i’et. Citrussmagen overfor ricottaens sødme og den friske spinat var både overraskende og salig i ét hug, og jeg kunne ikke dy mig for at drømme om en større ret af denne – for mig – nye smagskombination.

Men det går jo ikke når man er på vej i teatret, og ganske rigtigt havde kokken da også sørget for en rigelig hovedret, så der helt sikkert ikke ville have været plads til en stor pastaret forinden.

Måske ser den ikke ud af så meget på billedet, men hovedretten med den braiserede svinenakke var pænt stor, og deleretten var nem at dele.

For ud over de store, kraftige stykker svinenakke der var overøst med brun sovs, var der også godt med glaserede gulerødder og polenta, så det var virkelig en hovedret der lagde sig til rette – næsten før man havde indtaget den. Kødet var fast, som svinenakke jo er, og polentaen fyldte på samme måde godt op i landskabet. Så retten var, sammen med de søde, glaserede gulerødder lidt af en Herreret som man ville have sagt tidligere. Men gode retter er ikke knyttet til noget køn, og jeg så da også adskillige kvinder i restauranten der med største glæde indtog den herlige ret.

Så ja, en traditionel ret, og dog. For kokken på REPLIK havde givet hovedretten et ekstra lille twist, der skulle vise sig at være aftenens helt store overraskelse. For med den braiserede nakkekam fulgte også en håndfuld cime di rapa, den italienske vintergrøntsag, der med sine aromatiske blade og stængler kan minde om broccoli, men smager forrygende sennepsagtigt. Helt rigtigt at parre det tunge kød med den pirrende sennepssmag – godt set.

Og da de hurtige tjenere havde sørget for at skænke en fyldig Barbera d’Asti i glasset – en TASMORCAN fra Elio Perrone – var der dømt heftig tvekamp i arenaen, hvor vinen udfordrede både svinet og sennepssmagen der fulgte med grisen på dens sidste rejse. Bravo.

Mens min unge ledsager og jeg sad og diskuterede retternes størrelser og serveringsformer – han mente slet ikke hovedretten var for stor, og ville helst have haft den braiserede svinenakke serveret som selvstændig anretning på sin egen tallerken – så begyndte Skuespilhusets foyer at blive fyldt af forventningsfulde gæster. Alt imens vi, sammen med et glas frisk Riesling Spätlese fra huset Meulenhof, fik serveret vores rabarber dessert.

Og en livskraftig rabarberkompot var lige hvad vi trængte til. Endda med en velsmagende vaniljeis overstrøet med hvid chokolade. For efter både gode snacks, olierig pasta og en markant kødret, så havde vi i høj grad brug for den kolde syrlige finale der blev stillet foran os som afslutning på REPLIKs Teatermenu.

Det er trods alt den sidste ret der bestemmer, med hvilken smag i munden du møder din forestilling.

Og vi mødte bestemt Oscar Wilde med en god smag i munden.

Foto: Sceneblog

SE MERE HER OM TEATERMENUEN PÅ AAMANNS REPLIK I SKUESPILHUSET