⭐
Arrogant performance af Sara Gebran skuffer.
Venezuelanske Sara Gebran er ikke en hvem-som-helst, men en erfaren danser og koreograf, prisbelønnet for sit kunstneriske arbejde, og har endda tidligere været leder af koreografuddannelsen på Den Danske Scenekunstskole. Så da jeg blev gjort opmærksom på hendes performance, som hun og Dansehallerne havde sat op i Koncertkirken på Blågårds Plads, sørgede jeg straks for at få en plads blandt de forholdsvis få tilskuere der var plads til.
På Sceneblog er vi vilde med dans, koreografi, performance, nytænkning, provokationer, politisk teater og tværdisciplinær scenekunst – så når Sara Gebran har valgt et format der indebærer, at vi som tilskuere sidder for enden af hendes seng i et plastiktelt, og præsenterer et værk der er blevet skabt i en proces henover et år, hvor materialet har været forbi 8-10 forskellige koreografer, så ser jeg som ligesom de andre passionerede tilskuere frem til en stor oplevelse.
Men hele Sara Gebrans performance viser sig desværre at være en timelang indadvendt – i bedste fald indforstået – performance.
Liggende på sin seng læser hun op af forskellige bøger og skrifter (herunder hendes egen Another Hole), optager de allerede svært forståelige tekster på sin mobil telefon, og spiller dem igen, mens hun lakerer negle. Og på ingen måde formår hun at få kontakt til publikum, på trods af uforståelige tiltag som uddeling af marmorkugler og et enkelt forsøg på at få publikum til at klappe hinanden på skuldrene. Gebran bruger tarotkort, bøger, diverse videoklip fra nettet, mobiltelefoner og kropsmaling, samt vifter med tigerbalsam som hænger i luften sammen med den stramme neglelaksduft – alt sammen elementer der udmærket kunne fortælle en historie eller følge en koreografi til dørs. Men bortset fra lidt leg med en gummibold på madrassen, og få sekunders twerking helt ude af sammenhæng, så er der ingen koreografi eller dans der binder værket sammen eller fortæller et budskab, og hvad værst er – så er Sara Gebrants performance gennemført arrogant overfor det publikum der sidder for enden af hendes seng og venter, og venter, og venter…
Og arrogance overfor publikum – det er ikke i orden.
Foto: Palle Schultz