⭐⭐⭐⭐
Eksistentiel avantgarde med et spænd på over fem oktaver.
Hvinende fløjter og tunge slag på stortrommen lægger op til Sten Byriels gale kroning, men små bidder af vellyd trænger dog momentvis igennem Sir Peter Maxwell Davies insisteren på det umulige lydunivers i 8 SONGS FOR A MAD KING, men både Ensemble Storstrøms præcise toner, og King George IIIs rablende ord (omskrevet og tilpasset af Randolph Stow) i munden på Sten Byriel, fungerer fremragende som lydscenografi i uKirken på Vesterbro.
“They say that some other woman is my wife”
Det er et samarbejde mellem Egnsteatret Undergrunden og Ensemble Storstrøm der ligger til grund for opførslen af 8 SONGS FOR A MAD KING, og med den musikalske ledelse trygt i hænderne på Ian Ryan, samt iscenesættelse af Johan Klint Sandberg, kan den danske stjerne-basbariton Sten Byriel bogstaveligt talt boltre sig som en gal på scenen. Byriel er lige stoppet som operasolist på Det Kongelige Teater, så nu ligger verden åben for eksperimenter, og da han jo allerede har vist sig overlegen i forestillinger som Louise Alenius’ uhyggelige kammeropera Silent Zone, kommer det ikke som en overraskelse at han kaster sig over en udfordring som Sir Peter Maxwell Davies sangbillede over fem oktaver – et billede inspireret af den lyd soldaterne skulle have afgivet, da de udåndede i Første Verdenskrigs skyttegrave.
“On my breast a star. The king is dead”
Og man må sige at han får kam til sit hår. Men Byriel er fantastisk i partiet som den gale konge, der betvivler både eksistens og fakta, og forsøger at lære fuglene at synge, for siden at give musikken skylden, og bogstaveligt talt smadrer det første og bedste instrument han kan få fat i. I Johan Klint Sandbergs fine iscenesættelse er 8 SONGS FOR A MAD KING som et skakspil uden nåde, mellem dirigenten Ian Ryan og Sten Byrial selv. Operaen indledes med et parti skak, og skak brættet danner også bund for de sørgelige rester efter kongens sindssyge.
“So they seized him, and they whipped him”
Checkmate.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog
En tanke om “8 SONGS FOR A MAD KING // Egnsteatret Undergrunden & Ensemble Storstrøm, i uKirke på CPH Opera Festival 2019”
Der er lukket for kommentarer.