68 // Det Kongelige Teater & Sort/Hvid

⭐⭐⭐⭐

Lollikes spøgelser i kamp mod individualismen i 68.

 

Jeg elsker muligheds-rummet!

Sangene, musiknumrene, teksterne, de stærke meninger og uenighederne fra 68 – de er der alle sammen, når Christian Lollikes spøgelser med tildækkede ansigter kæmper for at finde fælles fodslag på Det Kongelige Teater.

I 1968 blev foreningen ”Det Ny Samfund” dannet i København, og Thylejren var snart en realitet, men det var selvfølgelig ikke alle der var med på at bo i tipi. For ligesom der i 68 var revolutionære kammerater med knyttede næver, og flower power overbeviste blomsterbørn med barmen i fri dressur, så var der tvivlere der ikke lod sig rive med, men bare ønskede at gå en anden vej.

Kan vi ikke bare spille noget musik?

I forestillingen ”68” vil Lollike og co-iscenesætter Tammi Øst have det hele med, og ligeså anarkistisk som foreningen ”Det Ny Samfund” var, ligeså vild og tilsyneladende usammenhængende er de små fortællinger der flyver over scenen, når de ansigtsløse figurer kæmper for hver deres hjertesag. Men set oppefra, så bliver mosaikken måske alligevel til det billede af 68 som lever videre, en tid hvor alt blev prøvet af, en tid hvor alt var til diskussion.

Jeg hader Bob Dylan!

Det er musikken der holder sammen på billedet af 68, der i sagens natur er overvældende omfangsrigt, og DJ Turkman Souljah har med sikker hånd plukket løs af tidens bedste toner, så det stærke hold af kongelige skuespillere kan få lov at lege med klassikerne fra dengang. Dog ikke uden benspænd, som at synge igennem megafon eller altomsluttende hårpragt, eller bare hele tiden blive afbrudt af en Karen-Lise Mynster der repræsenterede den konstante opposition.

Kussen er ikke feminist!

Det er svært at beskrive 1968 uden at smide bukserne, og forestillingen byder da også både på frit flyvende kønsorganer og et orgie, samt når ”Kusse-orkesteret” samles til kampsang, et enkelt politisk manifest der trækkes ud af de blottede nedre regioner.

Alt i alt en forestilling, der både kunne betegnes som tumultarisk og usammenhængende, og som et tidsbillede tro mod det anarkistiske oprør og tidsånden. Men et er sikkert: Lollikes dekonstruktion af 1968 er i bedste Sort/Hvid stil bestemt ikke skabt til at please nogen, og slet ikke generationen fra 68.

Koncept: Sort/Hvid og Det Kongelige Teater

Iscenesættelse: Christian Lollike

Co-iscenesættelse: Tammi Øst

Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller

Lysdesign: Mikael Sylvest

Videodesign: Michala Clemmensen

Musikmix: DJ Turkman Souljah

SE MERE & KØB BILLETTER